Vejforordningen om Danmark fra 1793

Gratis tilbud på Vejforordningen

Vejforordningen om Danmark fra 1793

En kommission arbejdede på at fordele midler fra fonde til genopbygningsarbejdet som beskrevet i Vejforordningen. Hidtil havde Generalvejkommissionen vedligeholdt vejene på byens grund uden for portene mod en betaling af 7.ooo rigsdaler fra stadens kasse. I 1796 fik man nu en anmodning om at udarbejde en plan (Vejforordningen) ikke blot for at vedligeholde gaderne uden for portene, men også for at istandsætte gaderne. Det skulle ske for et budget reduceret til 5.ooo rigsdaler årligt. Kommissionen stillede den betingelse, at de nødvendige materialer skulle bringes til veje. Der skulle ansættes flere opsynshavende. Overvejmester H.F. Rosenberg skulle udarbejde en nøjagtig plan for, hvordan det barberede budget kunne overholdes. Generalvejkommissionen skulle ifølge den påførte resolution påtage sig ansvaret for al vedligeholdelse på stadens grund uden for portene.

Øster Alle skulle udføres som chausse, fordi den var forbindelsesvej ud til hovedlandevejen. Og således blandedes Københavns og det statslige vejvæsens sager sammen på visse Vejforordningen områder. Ganske tidligt blev der indført særordninger i Københavns Amt. Her opstilledes i 1773 de første vejbomme, der blev opstillet med en mils afstand. Afgifterne i Københavns Amt skulle gå til vedligeholdelse af amtets hovedlandeveje, idet sliddet og dermed udbedringsbehovet var større i hovedstadsområdet end andre steder i landet. I de andre amter på Sjælland og Fyn gik midlerne ind i Vejforordningen vejkassen.

På Fyn begyndte et oprør mod vejbommene

Bomme og bomhuse blev forpagtet af lejere, som betalte en fast afgift. Denne brugerbetaling viste sig dog ikke meget indbringende for staten, og på Fyn begyndte i 1850″erne et lille oprør mod vejbommene. De blev opgivet i 1854, undtagen i Københavns Amt, fordi indtægterne ofte ikke kunne dække forpagtningsafgifterne. I øvrigt var betalingen gradueret efter afstanden fra København og større købstæder, idet trafikintensiteten var ligefrem proportional med afstanden fra hovedstaden. I Københavns Amt blev vejbommene først afskaffet i 1915.

I Jylland undlod man helt at opstille vejbomme og bomhuse. På Lolland-Falster blev der kun opkrævet en afgift. Der var også andre hensyn, der gjorde købstæderne til naturlige ankerpunkter i hovedlandevejsnettet. Købstæderne rummede postgårde med herberger, og de var hjemsted for poster og ekstraposter, der var datidens fjerntransportnet over land og var knyttet til posttransporten. I 1830″erne kom dagvognsruterne til, de køreplansbundne ruter. Der kørte nu diligencer over længere ruter mellem flere købstæder. Det begyndte i Køge i 1829 og tallet voksede, indtil jernbanerne begyndte at gøre alvorlige indhug i passager- og postmængder. Antallet af rejsende kulminerede omkring 1867/68, men begyndte først for alvor at falde i 1880″erne, og efter år 190o forsvandt dagvognsruterne næsten i løbet af det første årti. Ud over post- og dagvognene fandtes der lang tid tilbage private vognmænd både til passager- og varetransport. Købstæderne havde desuden vognmandslav, der kørte transporter.

Helsingør Theater

Helsingør Theater stod endelig færdig i 1961, hvor det blev indviet den 2. december. Lige siden er der blevet givet koncerter og opført forestillinger på teatret. I dag er Helsingør Theater et rent nationalt klenodie, som Danmarks ældste teater bevaret i sin oprindelige form og gulv. Vil man ved selvsyn have et indtryk af det borgerlige købstadsteaters fysiske rammer og fornemme stemningen i teaterrummet, kan man næppe finde bedre steder end Rønne Teater på Bornholm eller Helsingør Theater i Den Gamle By.

Med alle de multimedie-muligheder vi har i dag, kan det være vanskeligt for et nutidsmenneske helt at forestille sig, hvor væsentlig en del aflivet, teatret og musikken har været for købstædernes indbyggere i 170o- og 1800-tallet både i hverdagen og til fest. På en helt anden måde end for os i dag har det været en ganske naturlig ting – uanset hvilken social klasse man tilhørte – at beskæftige sig med det levende teater og den levende musik. Derfor står teatret som 170o- og 180o-tallets mest slagkraftige massemedium. Det satte sit præg på befolkningen og udgør en del af den kulturhistoriske baggrund, der har været med til at forme os som nation og som bymennesker.

 

Ét svar til “Vejforordningen om Danmark fra 1793”

  1. Pingback: Danske købstadshavne omkring år 1800 | Wonderfuldenmark's blog

Skriv et svar