Fæstningsbyer, fabriksbyer og residensbyer

Få 3 tilbud gratis og uforpligtende

Hovedstaden havde i 1672 41.000 indbyggere, mens Aalborg, Århus, Odense og Helsingør havde 3.500-4.200 indbyggere. Et andet nordeuropæisk udviklingstræk var, at vækstbyerne lige så vel som de nyanlagte byer i overvejende grad var monofunktionelle – de var fæstningsbyer, fabriksbyer, residensbyer, hjemstad for folk, der tvunget i eksil, oversøisk søfart, finans- eller messehandel med 3 tilbud. Det var også tilfældet i Danmark, som det fremgår nedenfor. Blot var det i en helt anden målestok.

Et tredje fremtrædende udviklingstræk på europæisk plan var Danmark næsten uden berøring med: fremkomsten af en protoindustriel sektor i byerne. Frederiksværk blev Danmarks første fabriksby ved sin grundlæggelse i 1750´erne, men fik ingen umiddelbare efterfølgere; samfundene ved Mølleåen fik eksempelvis aldrig catering bystatus. Og heller ikke i de eksisterende købstæders produktionsliv fik industrien nogen særlig betydning med få undtagelser som handskemagerne i Silkeborg og Odense og kniplingsindustrien i Tønder og i mindre grad i Aabenraa og Haderslev.

Den protoindustrielle udvikling i fabriksbyer

På europæisk plan gjorde den funktionelle specialisering og den protoindustrielle udvikling flere og flere byer udsatte over for politiske og sektorøkonomiske konjunkturer, men altså ikke i Danmark. Her ligger en af de vigtigste forklaringer på det danske bysystems uforanderlighed i denne lange periode. Endelig skal det nævnes, at Danmark heller ikke var en del af den geografiske ekspansion af bysystemet, som fandt sted i Norge, det nordlige Sverige og Finland i 1600- og 1700-tallet.

Middelalderens udvikling havde placeret Danmark i yderkanten af kernelandet af den europæiske urbane zone og gav således kun ringe grundlag for nye byer. For nogle af de få nye byer og handelssamfund i Danmark opstod netop i periferien, langs Nordjyllands kyster mod vest og øst. Skippersamfundene Blokhus, Løkken og Lønstrup samt bysamfundene Nibe, Løgstør og Fladstrand var til en vis grad et dansk modstykke til den norske periferis urbanisering, og i særlig grad de tre første købstæder faldt da også ind i den økonomiske udveksling med de nye norske trælastbyer.

Hårdtmetalværktøj holder ca. 30 gange så længe

Hårdtmetal anvendes nu i stigende grad til arbejde, der giver stort slid på værktøjet, såsom kunststoffer, krydsfinér og hårde træsorter. Erfaringen viser, at hårdtmetalværktøj holder ca. 20-40 gange så længe som almindeligt værktøj. For at få det fulde udbytte af hårdtmetalværktøjerne er det en betingelse, at de anvendes i kraftige maskiner med nøjagtigt roterende spindler. Vibrationer i maskinen har stor indflydelse på skærets holdbarhed og på arbejdets udseende, og kun ved anvendelse af det rigtige omdrejningstal kan den maksimale arbejdsydelse opnås.

Ved indspænding af værktøjet skal såvel spindel som mellemlægsringe være fuldkommen rene for at undgå, at værktøjsspindlerne giver udsving. Hårdtmetalværktøj skal i ganske særlig grad beskyttes mod stød og slag. De fintslebne hårdtmetalskær kan selv ved en let berøring med metalgenstande, ja endog ved at blive henlagt på maskinen, beskadiges. Hårdtmetalværktøjet må plejes og beskyttes ganske særligt på grund af dets relativt høje anskaffelsespris.

Ved limfugning stilles bordet en hårtykkelse over skærecirklen. Hvis emnet danser over kutteren, kan det skyldes sløve jern eller for lille slibevinkel.

Automatiske madningsborde

De høje fremføringshastigheder hos de moderne høvle- og pløjemaskiner gør det umuligt for én mand at tilføre emnerne kontinuerligt. Man anvender derfor undertiden automatiske madningsborde. Fremadføringen af emnerne sker med ruller, der er forsynede med spiralformede spor, som bevirker, at brædderne automatisk føres mod bordets styrelineal, som ligger på linie med maskinens. Fremføringshastigheden på bordet er noget større end maskinens fremføringshastighed, hvilket bevirker, at det bræt, der befinder sig på bordet, hele tiden trykker let mod enden af det foranværende bræt i maskinen.